På mandag skyder Den Danske Spiseguide – med assistance fra GastroNorth – ”Bedst i Nordjylland” i gang med en pressedækket lodtrækning. Du kan faktisk spise med og kigge juryen i kortene, når restauranterne efter nytår dyster to og to på bedste menu

Cremen af cremen blandt nordjyske toprestauranter har lodder i bowlen, når der behørigt og pressedækket trækkes lod til 1. runde af Bedst i Nordjylland på mandag. Foruden GastroNorth-restauranterne Ruths Gourmet, Vendia Gourmet, Fusion og Mortens Kro – deltager også så flotte navne som Brøndums, Tabu, Applaus, Blokhus Strandhotel, Strandingskroen, La Locanda, Textur, Musikens Spisehus og Hotel Amerika i Hobro m. fl. – foreløbig 14 i alt. Og ikke mindst San Giovanni – adressen hvor Den Danske Spiseguides navnkundige redaktør og juryformand, Bent Christensen, vil lede lodtrækningseventet, der finder sted på mandag kl. 12.00 – i overværelse af den lokale og regionale presse, som uden tvivl vil fortælle mere.
Den Danske Spiseguide har de seneste år med succes stået i spidsen for en tilsvarende succesfuld turnering på Sjælland.

Juryformand er Bent Christensen nr. 3 fra venstre. Her flankeret af nøglepersonerne bag “Årets restaurantsgennembrud i Danmark ifølge Den Danske Spiseguide: Restaurant Tabu – nemlig restauratør Michael Miv Pedersen (t.h.) og restaurantchef Simon Bjerre-Pedersen samt køkkensouschef Simon Birch. Tabu er blandt de mange gode restauranter, der deltager i Bedst i Nordjylland. Foto: GastroNorth

”Vi er rigtig glade for, at så mange og så højt profilerede nordjyske restauranter har ønsket at deltage i noget tilsvarende heroppe, hvor der i forvejen sker så meget opløftende på gastronomifronten i disse år,” siger Bent Christensen, der medbringer et par andre vidende, ikkenordjyske dommere, når konkurrencen først kører. Alt skal gå rigtigt til.

Reserver hos restauranterne
Kunne du tænke dig at opleve og spise eksempelvis en Fusions- og Strandingskro-menu overfor hinanden ved samme måltid. Eller hvad med Tabu overfor Vendia Goumet. Så kunne lodtrækningen måske falde sådan ud – vi ved det selvsagt først på mandag. De spændende kombinationer, der viser sig, og muligheden for ekstra interessante ud at spise-aftner for nordjyderne efter nytår bliver talrige. Vi offentliggør lodtrækningsresultatet og datofastsættelserne for de enkelte arrangementer, når vi har dem. Så kan I jo selv – direkte hos restauranternes – og efter først til mølle reserverer og få en stor aften, mens I vurderer om juryens afgørelse er efter jeres smag.
Fra GastroNorth side, der har ydet assistance til arrangementet, er der også stor tilfredshed med at være medarrangør:
”GastroNorth ultimative mål er ved at øge samarbejdet mellem restauranterne at skabe mere international opmærksomhed om nordjysk topgastronomi. Vi tror på, at også en sådan konkurrence og de erfaringer, som restauranterne gør sig ved her at samarbejde tæt en aften, bevæger os et lille stykke længere af vejen. Derfor er vi også utroligt glade for det flotte felt, der virkelig repræsenterer cremen af den nordjyske creme” siger kommunikationschef Mads Stenstrup, GastroNorth.

“Under alle omstændigheder bliver det spændende”.
Læs eventuelt mere på www.bedstinordjylland.dk