Samarbejde om et fælles internationalt mål er vejen frem, siger en af de 5 nye restauratører, Dennis Juhl fra Textur. VisitAalborg glæder sig over udvidelsen og samarbejdet med netværket, der bl.a. sigter på Michelin-stjerner i 2020

Om kun en god uges tid – mandag den 19. februar – offentliggør Guide Michelin hvilke restauranter, som i 2018 tildeles de eftertragtede Michelin-stjerner, der internationalt skaber så meget opmærksomhed. Og gourmetverdenen holder i timerne, dagene og ugerne inden vejret i håb.

Brøndums Hotel og dens fine restaurant er blevet medlem af GastroNorth, hvormed begge Skagens klassiske badehoteller er med i GastroNorth begrænsede medlemskreds.

Håb og interesse for, at det forhåbentligt også snart lykkes for en eller flere nordjyske restauranter, er blandt årsagerne til, at fem af de mest anerkendte nordjyske toprestauranter netop har taget mod invitationen og sluttet sig til de oprindelige stiftere af GastroNorth-selskabet. Brøndums Hotel, Strandhotellet Blokhus samt Aalborg-restauranter, Applaus, La Locanda og Textur slutter sig dermed til og udvider GastroNorth-kredsen, der det første år alene bestod af Ruths Gourmet og Vendia Gourmet i Skagen og Hjørring samt de tre Aalborg-restauranter Bühlmann, Fusion og Mortens Kro.

”Samarbejde skal der til. Det gør os alle bedre. Vi er enige i visionen og har set, at GastroNorth holder fokus på at skabe international medieopmærksomhed. Det arbejde vil vi gerne støtte og have gavn af,” siger Dennis Juhl fra en af de nye GastroNorth-medlemsrestauranter, Textur.

Restauratør Kristian Rise fra Vendia Gourmet på Bryghuset Vendia, en af de oprindelige initiativtagere til det et år gamle selskab, er enig:

Carlo Liberatis perle af en italiensk restaurant i Aalborg, La Locanda, har også taget imod invitationen og er blevet medlem af GastroNorth-netværket.

”Vi kan noget i de nordjyske restaurantkøkkener. Nordjylland er en oplevelse at rejse til som international gastroturist. Det er samarbejdet og GastroNorth-visionen med til at fokusere på hos international presse. Vi vil gerne lukke flere af de bedste og mest motiverede restauranter med ind i kredsen. Det giver projektet flere muskler og skaber mere interesse hos potentielle samarbejdspartnere for projektet,” forklarer Kristian Rise.

Til gavn for hele turisterhvervet

Nogle af de vigtigste nordjyske samarbejdspartnere er de 11 Visit-organisationer i de nordjyske kommuner samt VisitNordjylland, der allerede leverer stor opbakning til GastroNorth-tanken.

Mads Hyllesteds Restaurant Applaus har modtaget stor ros. Nu er Aalborg-restauranten en del af GastroNorth.

”Mere international mediebevågenhed om nordjysk topgastronomi tiltrækker flere turister til Aalborg og Nordjylland. Det er til gavn ikke bare for den enkelte restaurant, der måske er så dygtig at opnå Michelin-stjernen. Det vil være til gavn for hele turisterhvervet og tanken om mere fødevareturisme i Nordjylland. Vi kan kun bakke om, at de bedste går med i GastroNorth,” lyder det fra Visit Aalborgs direktør, Rasmus Jerver.

I GastroNorth-organisationen er direktør Ole Hall ligeledes meget tilfreds med, at man nu kan leve op til delmålsætningen om udvidelsen af medlemskredsen efter et godt opstartsår:

”For at nå Michelin-målet arbejder vi med flere delmål. Heriblandt også at være med til at skabe bedre forretninger for de enkelte medlemsvirksomheder på baggrund af bedst muligt gastronomiske niveau. Sammen kan vi løfte mere, når flest mulige af de toprestauranterne med den rette motivation, går med,” forklarer Ole Hall.

Strandhotellet Blokhus åbnede i sommer og fik hurtigt strålende anmeldelser for sit køkken v. Thomas Guldhammer Karlsen.

GastroNorth har sat sig som succeskriterie, at en eller flere nordjyske toprestauranter skal have opnået Michelin-stjerner efter tre år, altså senest i 2020. Sidst år modtog initiativet bl.a. 200.000 kr. i opstartsstøtte til sit arbejde fra Aalborg Erhvervsråd. Ligesom projektet opnåede et opstartstilskud via Finansloven for 2017.

GastroNorth er gået i samarbejde om udvikling af strategier med FOOD, den offentligt finansierede non-profit organisation, som har til formål at støtte bl.a. internationalt orientererede initiativer med rod i den danske mad- og gastronomiverden.

”Vi har og samler mange ideer til delprojekter også uddannelsesmæssigt, som vi vil arbejde på at videreudvikle med øvrige kvalificerede aktører, som, vi mærker, deler vores interesser. F.eks. Aalborg Lufthavn, Business Aalborg, det nye Samson Travel Incoming Agency, der arrangerer udenlandske turisters ferier i Nordjylland, UCN, TechCollege Food, Nordsøens Forskerpark samt Dansk Kyst- og Naturturisme bl.a. flere andre.” tilføjer direktør Ole Hall, GastroNorth.

For yderligere oplysning kontakt: GastroNorth’s kommunikationschef Mads Stenstrup, tlf. 22 14 13 00, email: mads.stenstrup@gastronorth.dk Og læs evt. mere på www.gastronorth.dk