Tak for overordentlig god mad, Restaurant “Mortens Kro”. Og tusind tak til bl.a. borgmester Thomas Kastrup-Larsen, rådmand Tina French Nielsen og en lille gruppe andre væsentlige nordjyske beslutningstagere fordi I gav sig tid til først at bruge et par timer på den tørre præsentation af medlemsrestauranternes ambition og arbejde gennem GastroNorth for Michelin-bevågenhed og Michelinstjerner til nordjysk topgastronomi – til gavn for hele den nordjyske turistbranche.

På de mange konstruktive og engagerede spørgsmål fornemmede vi, at I kunne se visionen og seriøsiteten, der ligger bag forberedelserne, ligesom vi også allerede opleve et begyndende godt samarbejde med Visit Aalborg og Visit Nordjylland, der også var repræsenteret og gav gode råd.

Første forret fra Mortens Kros forårsmenu: Ærtesuppe med persille, knuste nye kartofler pocheret i smør, letrøget kammusling, baconstøv, ærteskud og sprødt kyllingeskind. Lækkert.

Og så er det bare både smag- og meningsfuldt at kunne slutte af med et kvalitetsmåltid hos Morten Kok, der understreger, hvad vi mener, når vi taler om, at nordjysk topgastronomi nærmer sig Michelin-niveau. Ligesom det gælder på GastroNorth’s øvrige stiftende restauranter Ruths Hotel, Vendia Goumet på Bryghuset Vendia, Restaurant Fusion og Restaurant Bühlmann på Scheelsminde – samt på en håndfuld andre nordjyske toprestauranter.