66 Best Restaurants Nordic Countries for 2017 udkom i søndags med seks nordjyske restauranter på guidens top 100-liste over de bedste gourmetrestauranter i Norden. Nemlig nr. 68 Ruths Gourmet i Skagen, nr. 73 Brøndums Hotel også i Skagen, nr. 81 Vendia Gourmet i Hjørring, nr. 90 Mortens Kro i Aalborg, nr. 94 Restaurant Fusion i Aalborg og nr. 96 Restaurant Tabu også i Aalborg.

Guiden, der hjælper den gourmetrejsende i Norden, sammenfatter udfra et relativt objektivt kriterium, hvor stjerner og placeringer hos Guide Michelin, Worlds 50 Best, Den Danske Spiseguide og White Guide Sverige lægges sammen. Det gav i år Geranium med Tre Michelin-stjerner i København 1. pladsen foran Maemo med ligeledes tre Michelinstjerner i Oslo (Nordens to eneste trestjernede Michelin-restauranter). Mere overraskende  forekommer det nok nogen, at Sabi Omakase, Sushi-sensationen i Stavanger tog 3. pladsen. Denne restaurant er dog også netop af Nordic Prize-komiteen blevet kåret som Årets Restaurant i Norden og helt bestemt en stor omvej værd.

Tilbage til de nordjyske  placeringer, så er det indiskutabelt flot at være med i top 100 idet næsten halvdelen på listen er Michelin-stjernerestauranter typisk placeret i de nordiske hovedstæder.

“Så hvis de talentfulde nordjyske restauranter skal gøre sig håb om at komme væsentlig højere på 66 Best Restaurant – Nordic Countries” bør de nok stræbe efter at opnå Michelin-stjernen – hvilket jeg jo også er opmærksom på, at adskillige af dem gør bl.a. gennem GastroNorth-projektet,” siger redaktør Bent Christensen, Den Danske Spiseguide:

“Den vej er ikke nem, da Michelin’s guidelines for, hvem deres bedømmere besøger, eller efter hvilke kriterier de vurderer, ikke er gennemsigtige. Personligt har jeg da besøgt forbavsende mange Michelinstjerne-restauranter i f.eks.  Frankrig og Italien, som entydigt ikke havde niveau med danske toprestauranter, som endnu ikke har opnået Michelin-stjernen,” fortsætter Bent Christensen, der som forfatter til flere bøger om de bedste Michelin-restauranter nok er den herhjemme, der ved mest om emnet.

“Jeg fornemmer imidlertid, at der sker en masse positivt i Nordjylland på Gourmetfronten, som internationale gourmetmedier bør gøres opmærksom på. Så keep on,” slutter Bent Christensen.

66 Best Restaurants Nordic Countries kan købes på mange toprestauranter – og ellers bestilles på Books for Cooks HER!