5 nordjyske toprestauranter er kandidater til hele 9 gastronomipriser fra Den Danske Spiseguide. Heriblandt Mortens Kro til 4, herunder den mest eftertragtede, som Årets Restaurant 2017. Et signal til bl.a. Michelin, erklærer juryformanden

Det er nu på søndag, at afgørelsen endelig offentliggøres, som de nominerede spændt har ventet længe på. Den aften uddeler Den Danske Spiseguide sine årlige eftertragtede priser, og fem nordjyske toprestauranter er blandt de nominerede til hele ni af dem. Nordjysk rekord.
Nemlig Mortens Kro til den mest eftertragtede, som Årets Restaurant i Danmark. Mortens Kro er samtidig nomineret til hele tre andre priser – som Årets frokostrestaurant, for Årets Oste og for Årets Vin- og aveckort.
Men også Restaurant Tabu er nomineret hele to gange for Årets Gennembrud og Årets Kokkeprofil (Michael Miv Pedersen). Desuden er Hotel Scheelsminde nomineret for Årets Bo & Spis, Brøndums Hotel for Årets Tjenerprofil (Kresten Scheel Langvold) og Bistro 59 for Årets Bistro/ Brasserie. Superflot af dem alle.

Fra GastroNorth’s side er vi imponerede over den store nordjyske repræsentation og præstationerne, der ligger bag, og ønsker held og lykke på søndag. Også til de mange andre nordjyske toprestauranter – nye som ældre – der formentlig glæder sig / frygter for, hvordan spiseguidens klassificeringer med en, to og tre stjerner til de bedste mon fordeler sig i guidens 2018-udgave, der samtidig udsendes.

Et guide-signal til Michelin

Morten “Kok” Nielsen og hans jubilerende Mortens Kro er nomineret til hele fire gastronomipriser på søndag af Den Danske Spiseguide. Heriblandt til den fornemste, som “Årets Restaurant”. Foto: Mortens Kro.

Tilbage til hovedprisen som Årets Restaurant, som Mortens Kro, som eneste jyske restaurant er nomineret til – ligesom Ruths Hotel, der ligeledes er medlem af GastroNorth, også var det sidste år. Det har tidligere år været yderst sjældent, at denne særligt hæderfulde nominering blev tildelt nordjyske restauranter. At det nu sker for andet år i træk er vel en god indikation på den stigende anerkendelse, som nordjyske restauranter generelt opnår – også nationalt.
I den forbindelse er det værd at bemærke, at ingen af årets nominerede i det i øvrigt skrappe felt på nuværende tidspunkt har Michelin-stjerner. Det er en bevidst prioritering i år, forklarer lederen af juryen, dansk topgastronomis grand old man, redaktør Bent Christensen – og bestemt ikke et udtryk for, at kvalitetskravet er sænket:
”Nej, snarere skal nomineringen af disse seks fantastisk veldrevne restauranter på topniveau ses som en understregning af, at Danmark rummer endnu flere internationale gourmetrestauranter end dem, der hidtil er blevet internationalt anerkendt. Og særligt da i provinsen uden for København og Aarhus. Altså også et signal til eksempelvis Michelin om, at nu må de virkelig til for alvor at besøge eksempelvis Nordjylland, hvor der jo sker en hel masse positivt på gatronomifronten.”

Spændt som til Oscar-uddeling

”I GastroNorth håber og tror vi naturligvis på, at endnu flere nordjyske restauranter får den flotte omtale, som de har fortjent. Det er netop noget, som vil blive bemærket af de internationale gastrointeresserede medier, som GastroNorth bl.a. har som formål at interessere – ultimativt Michelin-guidens anmeldere”, vurderer GastroNorth-kommunikationschef, Mads Stenstrup.

Afgørelsen om, hvilke restauranter, der i sidste ende vinder hvilke priser offentliggøres altså på søndag aften – ved et stort gallaarrangement på Michelin-restauranten Frederiksminde ved Præstø, hvortil eksempelvis Mortens Kro sender en delegation, der udover den jubilerende restauratør, Morten Nielsen selv, tæller hele fire nøglemedarbejdere.
”Vi glæder os meget. Og vil prøve at nyde aftenen, selv om jeg er ligeså spændt, som de sikkert er, til en oscar-uddeling. Vi mener og er stolte af, at vi med vores nomineringsmiddag for juryen har gjord alt, hvad vi kan,” siger Morten Nielsen.
Alle bør være stolte
Guidens redaktør Bent Christensen virker enig:
“Mortens Kro har i tyve år sat barren stabilt højt i dansk topgastronomi og bliver hvert år ved med at udvikle sig. Det arbejde vil vi fra guidens side gerne være med til at belønne og sætte spot på.”
”Uanset hvem, der vinder de endelige priser, så er alle de nominerede i guidens øjne vindere og bør være stolte over at være forgangsrestauranter for hele branchen,” understreger Bent Christensen.

Skulle det faktisk lykkes Mortens Kro at vinde prisen som Årets Restaurant i år vil det i øvrigt være helt i særklasse. Kun en gang siden 1978 er den nemlig gået til en nordjysk restaurant. Det skete i øvrigt i øvrigt for præcis 20 år siden for nu afdøde Henrik Rosdahls legendariske Fiskerestaurant Penny Lane – i 1997 samme år da Morten Nielsen åbnede sin kro!
De nominerede til Årets Restaurant er udover Mortens Kro i øvrigt:

MIELCKE & HURTIGKARL, Frederiksberg
FALSLED KRO, Millinge
BABETTE, Vordingborg
THE RESTAURANT BY KROUN, Skodsborg
LIEFFROY, Nyborg